Iman (Tro)
Troen på Allahs enhed, Hans engle, bøger, sendebud, Dommedag og den guddommelige forudbestemmelse.
Iman (tro) er det indre grundlag for al islamisk tilbedelse, herunder bønnen. I sunni-islam defineres iman traditionelt som at tro med hjertet, bekende med tungen og handle med lemmerne. Profeten (fred være med ham) definerede iman i den berømte Jibril-hadith: "At du tror på Allah, Hans engle, Hans bøger, Hans sendebud, den Yderste Dag og den guddommelige forudbestemmelse — dens gode og dens onde" (Sahih Muslim).
Imam Abu Hanifah forfattede "al-Fiqh al-Akbar" (Den Største Forståelse), et af de tidligste sunni-teologiske værker, der systematisk definerer imans artikler. Iman er tæt forbundet med bøn — Koranen kalder bønnen for "iman": "Allah vil ikke lade jeres iman (dvs. bønner) gå tabt" (2:143).
De sunni-lærde diskuterer, om iman øges og mindskes. Flertallet, inklusiv Imam al-Shafi'i og Imam Ahmad, mener at iman stiger med lydighed og falder med synd, mens Hanafi-skolen traditionelt anser imans kerne for uforanderlig. Alle er dog enige om, at bønnen er den vigtigste manifestation af iman efter trosbekendelsen.
Relaterede ord
Taqlid (At følge en retsskole)
Praksissen med at følge en kvalificeret lærds juridiske udtalelser uden nødvendigvis at kende beviserne.
Marja' al-Taqlid (Religiøs autoritet)
Den højeste religiøse autoritet i shia-islam, som den troende følger i bønne- og lovspørgsmål.
Salat al-Layl (Natbøn)
Den frivillige natbøn bestående af 11 rak'ah, højt anbefalet i shia-islam.
Du'a (Personlig bøn)
Personlig henvendelse og bøn til Allah om hjælp og vejledning.
Niyyah (Intention)
Den bevidste intention i hjertet om at udføre en bestemt bøn.
Tajwid (Korrekt koranrecitation)
Videnskaben om korrekt udtale og recitation af Koranen under bøn.