Iman (Tro)
Troen på Allahs enhed, Hans engle, bøger, sendebud, Dommedag og den guddommelige forudbestemmelse.
Iman (tro) er det indre grundlag for al islamisk tilbedelse, herunder bønnen. I sunni-islam defineres iman traditionelt som at tro med hjertet, bekende med tungen og handle med lemmerne. Profeten (fred være med ham) definerede iman i den berømte Jibril-hadith: "At du tror på Allah, Hans engle, Hans bøger, Hans sendebud, den Yderste Dag og den guddommelige forudbestemmelse — dens gode og dens onde" (Sahih Muslim).
Imam Abu Hanifah forfattede "al-Fiqh al-Akbar" (Den Største Forståelse), et af de tidligste sunni-teologiske værker, der systematisk definerer imans artikler. Iman er tæt forbundet med bøn — Koranen kalder bønnen for "iman": "Allah vil ikke lade jeres iman (dvs. bønner) gå tabt" (2:143).
De sunni-lærde diskuterer, om iman øges og mindskes. Flertallet, inklusiv Imam al-Shafi'i og Imam Ahmad, mener at iman stiger med lydighed og falder med synd, mens Hanafi-skolen traditionelt anser imans kerne for uforanderlig. Alle er dog enige om, at bønnen er den vigtigste manifestation af iman efter trosbekendelsen.
Relaterede ord
Ma'ad (Genopstandelse)
Troen på genopstandelse og dommedag — det femte trosprincip i shia-islam.
Qabd (Armenes foldning i bøn)
Praksissen med at folde armene over brystet eller under navlen under den stående position i bøn.
Ayat al-Kursi (Troneverset)
Det mægtige vers fra Surah Al-Baqarah (2:255), der beskriver Allahs almagt.
Sajdah (Nedbøjning)
Nedbøjning med panden mod jorden - den mest ydmyge position i bønnen.
Isha (Aftenbøn)
Den femte og sidste daglige bøn, bedt når aftenmørket er faldet.
Sabr (Tålmodighed)
Tålmodighed og udholdenhed i prøvelser — en af troens højeste dyder.