Tawhid (Guds enhed)

Tawhid (arabisk: توحيد) er den islamiske monoteisme — troen på, at Allah er Én, Enestående, uden partner, lige eller modstykke. Tawhid er det mest fundamentale princip i islam og kernen i enhver bøn. Den første søjle i islam — shahadah (trosbekendelsen) — er et udtryk for tawhid: "La ilaha illallah" (Der er ingen gud undtagen Allah).

I shia-teologi er tawhid det første af usul al-din (de fem trosfundamenter): Tawhid (Guds enhed), Adalah (Guds retfærdighed), Nubuwwah (profetskab), Imamat (guddommelig ledelse), og Ma'ad (genopstandelse). Tawhid er fundamentet, som alle andre trosprinciper bygger på.

Imam Ali (fred være med ham) gav den mest dybsindige forklaring af tawhid i islamisk historie i sin berømte Khutbah al-Tawhid i Nahj al-Balagha: "Det første i religionen er at kende Ham. Og fuldkommenheden i at kende Ham er at bekræfte Ham. Og fuldkommenheden i at bekræfte Ham er tawhid. Og fuldkommenheden i tawhid er ikhlas (oprigtighed) over for Ham. Og fuldkommenheden i ikhlas er at benægte Ham alle attributter."

Tawhid gennemsyrer bønnen: takbir (Allahu Akbar) erklærer Allahs storhed, Al-Fatiha lovpriser Ham som verdenernes Herre, Surah Al-Ikhlas (Tawhid-kapitlet) erklærer Hans absolutte enhed, og tashahhud bekender: "Ashhadu an la ilaha illallah" (Jeg bevidner, at der er ingen gud undtagen Allah). For shia-muslimer er tawhid ikke blot en intellektuel overbevisning, men en levende virkelighed, der erfares dybest i bønnen — i det øjeblik, hvor den troende står alene foran sin Skaber.