Turbah (Bedesten)

Turbah (arabisk: تربة), også kaldet mohr, er en lille tavle lavet af naturlig jord eller ler, som shia-muslimer bruger under bønnen til at placere panden på ved sujud (nedbøjning). Ordet "turbah" kommer fra det arabiske ord for jord (turab). Brugen af turbah er baseret på den islamiske lære om, at sujud skal udføres på naturlig jord eller det, der vokser fra jorden, snarere end på syntetiske materialer.

Ifølge shia-jurisprudens (fiqh) er det obligatorisk at udføre sujud på ren jord eller naturlige materialer som sten, sand, træ eller blade. Imam Ja'far al-Sadiq (fred være med ham) sagde: "Sujud er ikke tilladt undtagen på jorden eller det, der vokser fra den, bortset fra det, der spises eller bæres" (overleveret i Al-Kafi af Shaykh al-Kulayni, bind 3). Denne hadith danner grundlaget for shia-praksis med at bruge turbah.

Den mest værdsatte turbah er lavet af jorden fra Karbala, Irak — stedet hvor Imam Husayn ibn Ali (fred være med ham) led martyrdøden i år 680 e.Kr. (61 Hijri). Profeten Muhammad (fred og velsignelser være med ham og hans familie) sagde ifølge overleveringer i Bihar al-Anwar af Allamah al-Majlisi: "Jorden i Karbala er helbredende og velsignet." Brug af Karbala-jord er dog ikke obligatorisk — enhver ren, naturlig jord kan bruges.

Det er vigtigt at understrege, at shia-muslimer ikke tilbeder turbah'en. Den er blot et redskab til at sikre, at sujud udføres på et naturligt og rent materiale i overensstemmelse med Profetens sunnah. Historiske sunni-kilder bekræfter også, at Profeten bad på jord — Abu Said al-Khudri overleverede, at Profetens pande og næse havde spor af vand og mudder efter bøn (Sahih al-Bukhari).